Ingen gyldig grund til at anerkende endnu en Palæstinensisk stat i Mellemøsten

Den lille Abbas (Mahmoud Abbas, red.) har vist glemt alt om, at Vestbredden var Jordansk territorium mellem 1948-67, ligesom Schlesien, Øst-Brandenburg, Bag-Pommern og Øst-Preussen var tyske indtil 1945. Jordan måtte efter det militære nederlag til Israel i 1967 afstå sin ret til Vestbredden, ligesom Tyskland måtte afstå sine gamle historiske provinser i Øst, efter den totale nederlag i 1945!

Den såkaldte Palæstinensisk stat er fri fantasi, undfanget af urealistiske Muhammedanske hjerner i Mellemøsten. Dette nonsens forsøger de idag på deres falske østerlandske måde, at hjernevaske historieløse ignoranter og venstreorienterede fantaster med i den Vestlige Verden.

Ingen bad hverken Jordan eller de øvrige Arabiske naboer om hensynsløst at angribe Israel i både 1948, 1967 og 1973. Heldigvis, måtte disse Arabiske sjakaler hver gang se et velfortjent militært nederlag i øjnene! Efter disse militære nederlag, måtte de Israelske sejrherrer af hensyn til den nationale sikkerhed,  flytte Israels landegrænser til mere fornuftige og naturlige grænseområder.

Denne suppedas, som Araberne har formået at skabe i disse tidligere Jordanske områder er selvforskyldte, og de kan udelukkende takke sig selv for den nød og elendighed, de har forvoldt deres egne landsmænd i disse områder.

Det samme kan siges om Gaza, som før Ægyptens militære nederlag i 1967 var en Ægyptisk provins. Den Palæstinensiske stat blev allerede i 1948 anerkendt af FN som en selvstændig stat, da det Britiske mandatområde Trans-Jordanien blev opdelt i en Jødisk og en Palæstinensisk del. Den Jødiske del er i dag kendt som Israel og den Palæstinensiske del er Jordan. Ved denne delning, blev den Jødiske stat Israel kun tildelt en lille brøkdel af det gamle Trans-Jordanien’s områder, medens Palæstinenserne fik resten.

Indenfor de nuværende grænser i Det Jordanske Kongerige, har Palæstinenserne rigeligt med plads til at bygge videre på deres såkaldte Palæstinensiske stat. Hvis Araberne fra den helt gode begyndelse i 1948, og såmænd også i 1967 og 1973, havde formået at opføre sig ordentligt overfor deres Jødiske nabo, ville Golan, Gaza og Vestbredden den dag i dag fortsat have været juridisk lovlige dele af Syrien, Ægypten og Jordan. Så Araberne kan godt glemme alt om endnu en Palæstinensisk stat. De fik allerede deres egen retslige og uafhængige Palæstinensisk stat, da FN anerkendte Kongeriget Jordan i 1948.

Meningsartikel af Mads Nielsen

Islamofobi = en god start :)

Bilal Philips

Gruppen af Islamister som dyrker smukke muslimske dyder, der får ekstremisterne fra NSDAP til at ligne skoledrenge, er efterhånden lige så talrige som dem der prædker dem. Men at det lige skulle være en som Bilal Phillips, Islamisk Trossamfund har inviteret for at tale Islamofobi, er vel egentligt ret komisk – lidt som at lade årsagen kritisere resultatet.

Så hvad er Islamofobi egentlig?

En lægefaglig diagnose på en sygelig og ubegrundet frygt – eller et forsøg på at sygeligøre en helt legitim kritik.

Det kan argumenteres, ligesom at det kan argumenteres at langt de fleste af os der “lider af denne sygdom” jo slet ikke har læst Koranen, og derfor ikke ved hvad vi taler om.

Fair nok – men så er det jo godt vi har lærde som Bilal Philips til at Illuminere os, for når det gælder Islam, følger graden af ekstremisme, jo som regel også graden af indsigt – og her har vi med mennesker at gøre, der virkeligt ved hvad de taler om.

Og lad ham tale! – det er skønheden ved et sekulært samfund – ALLE har ret til at mene lige hvad de vil. Så lad ham tale, og lad ham tale over sig, og sige det vi andre ikke kan sige i korrekthedens navn. Han skulle jo nødigt gå på akkord med sin samvittighed, på grund af frygt for reaktionerne, og undlade vigtige pointer til de unge.

Personligt er jeg allerede selv dømt ude, bare ved at være mig. Overfor homoseksuelle var Muhammad (som med alt muligt andet) meget klar. Min kæreste og jeg, fortjener intet mindre end døden! At Bilal som retroende Muslim må drage samme konklusioner, er jo ikke så underligt. Ej heller, at jeg på det grundlag, ikke behøver at læse koranen nærmere, for at drage mine egne konklusioner.

Det kan vel selv Dhimmierne på den ekstreme venstreføj forstå!

Det er vigtigt at få sagt (inden jeg bliver beskyldt for at generelisere) at jeg selvfølgelig også er klar over at mennesker er forskellige – Muslimer som ikke-Muslimer, og her er jeg trods alt, ret taknemlig for at de fleste muslimer er ikke tager deres profets ord, helt så bogstaveligt som Bilal & Co.

Men orderne står er der stadig til inpiration for den ægte vare. Derfor må kæresten og jeg gå stille med dørene, da vi bor i et område med mange Muslimer, og ved at de forige lejere af lejligheden (et lesbsik par), bogstaveligt talt blev mobbet ud af bebyggelse af unge muslimer.

Om det involverer Jøder, kristne eller unge piger, er intolerancen efterhånden til at få øje på, og debatten er nu endeligt ved at rette sig op fra elitens slagside af politisk korrekthed, der har krænget den hård mod venstre de sidste 20 år.

Både offerrollen og rasime-kortet er ved at miste deres troværdighed, og her kommer det nye begreb så ind. Det skal promoveres og eksponeres så meget som muligt – fx. ved at vedhæfte det til en person, der i sig selv skaber debat. Et enkelt ord, der ligesom rasime-kortet stempler, sygeligører og latterligører mennesker, der er skulle finde på at kritisere ved deres store idiologi.

Det er en hån mod den frie debat, og dybt manipolerende!

Hvis jeg nu skulle være ligeså manipolerende, kunne jeg da hurtigt komme i tanke om nogle fobier, som ser ud til at være meget udbredt blandt tilhængerne af fredens religion. Fobier som fx. Zionfobi, Homofobi, fobier mod alle andre religioner – eller bare generelt mod alle ikke-muslimer – vi kan jo kalde den for Vantrofobi (kuffarfobi).

Men det er os der styrer sproget – ikke omvendt, og velvidende at en fobi mod at danse Tango på en traffikeret motorvej, må anses for at være en god fobi. Opfordrer jeg hermed til at vi tager broden af dette ord, og tænker på Islamofobi, som en god og sund reaktion, på en indhuman og undertrykkende stammereligion, der har fået laaangt mere respekt, end den nogesinde har givet – eller fortjent.

Artikel af Martin.

LÆSERBREV: Det er dog begrædeligt, at danskerne er så tålmodige.

Vi har her til lands ligeret mellem kønnene, hvilket står i direkte modsætning til de islamiske, religiøse lovregler

Det er dog begrædeligt, at danskerne er så tålmodige.

Tålmodighed skulle ellers være en dyd, men når det drejer sig om at forsvare og bevare vort land, så det det ikke tålmodig, der er brug for.
Handling skal der til, hvis ikke landet skal bukke under.
I mindst 40 år har danskerne “troet” på politikerne.
Danskerne har ønsket at tro, at det hele nok skulle gå: Islam ville aldrig få indflydelse på danskernes hverdag.
Vore værdier og traditioner stod fast. Dem kunne der da ikke rokkes ved, selv om vi gav plads for islams religiøse krav.- Troede man!
Danskere vågnede op, da en socialist som Villy Søvndal i 2008 kunne komme med udtalelser om, at Hizb-ut Tahrir skulle “gå ad Helvede til”.
Nu ville der ske noget!
Intet er sket!
Hizb-ut-Tahrir lever i bedste velgående og holder stormøder på vort land fineste mødested: Dronningesalen i Den Sorte Diamant.
Og danskerne tror stadig på politikere, der som Søren Pind udtaler, at de fremmede naturligvis skal assimilere sig – og ikke kun integreres.
Intet er sket.
Jo Søren Pind blev inviteret på besøg hos en muslimsk familie, som ikke kunne se. hvordan de -uden at miste deres islamiske identitet- kunne gøre mere for at assimilere sig, end de allerede havde gjort ved at lære dansk, få en uddannelse og arbejde.
Alt imens ser vi på TV, hvordan familiens kvinder alle bar det islamisk religiøse tørklæde!
Søren Pind magtede end ikke at foreslå, at kvinderne burde/kunne/skulle tage tørklædet af!
Her i Danmark “behøver” kvinderne ikke at underkaste sig islams lovregler.
Her gælder nemlig Grundloven.
Vi har her til lands ligeret mellem kønnene, hvilket står i direkte modsætning til de islamiske, religiøse lovregler, som den muslimske TV-familie så tydeligt underkastede sig.

Hvis man end ikke vil fralægge sig symboler, som går direkte mod vort lands værdier, så bør man hurtigst muligt rejse derhen, hvor disse islamiske lovregler regerer.

Når politikeres ord ikke følges op af handling – er deres ord intet værd!
Vi vil se handling!
Vi har ikke tid til at vente!

Ellen

Nej til FN-konventionen

Indfødsretten skal ikke kastes i grams
Brev fra Søren Krarup , indlagt i sidste nummer af tidsskriftet ”Danskeren” (nr. 1/1011).

Nej til FN-konventionen

Jeg er indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti og har været det siden 2001, og jeg har som sådan været med til at vedtage mange love om dansk indfødsret efter at vi først, trin for trin har fået strammet betingelserne så meget, at det gav mening. For naturligvis skal dansk indfødsret ikke kastes i grams til alverden. For at kunne blive dansk statsborger skal man naturligvis kunne tale ordentligt dansk, kende Danmarks historie, kultur og samfundsforhold, følge danske love, så at man er ustraffet, være selvforsørgende – og andre gode ting. Så får man indfødsret. Sådan skal det være og sådan er det blevet.

Derfor var det, at jeg blev forfærdet i oktober 2010, da j4eg opdagede, at 35 palæstinensere var sat på indfødsretsloven uden at opfylde betingelserne. Og endnu mere forfærdet og også gal i hovedet blev jeg, da jeg opdagede, at det skyldtes en konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed, underskrevet af Danmark 1977. Dette er for galt, sagde jeg til mig selv og folketinget, og efter en række drabelige sammenstød under første, anden og tredje behandlingen endte det med, at DF stemte nej til loven.

Kort efter fremsatte vi forslag om, at folketinget opsiger FN-konventionen. Denne betegner et brud på grundloven, som i § 44 siger ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”. Altså er det den lovgivende magt i Danmark, folketinget, der er eneste myndighed vedrørende indfødsret, og altså er det et utåliligt brud på den grundlov. som er grundlaget for alt offentligt liv i Danmark, når en FN-konvention kan sætte denne ud af kraft.

Derfor skal der siges nej til FN-konventionen.

Dette er den danske dagsorden.

EN SPIONS BERETNING II – Sprængstoffer

OMAR NASIRI,” I HELLIG KRIG” Mit liv med al-Qaeda.

EN SPIONS BERETNING.

Det korte indslag om sprængstoffer, som Taliban-krigerne udlægger i Afghanistan, er blevet vist et par gange på TV2 Nyheder, sidst  i forbindelse med tabet af den danske soldat, gør afsnittet ”Sprængstoffer” langt inde i bogen relevant at drage frem før præsentationen af bogens hovedperson: 

EN SPIONS BERETNING 1

OMAR NASIRI,” I HELLIG KRIG” Mit liv med al-Qaeda.

EN SPIONS BERETNING.

I 2007 udkom bogen på dansk med ovennævnte titel. Oversat fra engelsk af Søren Fensmark. Forlag Aschehoug. Sideantal omkring 350.

Bogen er interessant set i forhold til terrorangrebet 11. september 2001 på World Trade Center i New York og efterfølgende terrorangreb i Spanien og London, samt flere steder uden for Europa. Truslen om terror er blevet nærværende over alt i verden, terrortruslen er blevet en del af hverdagen – også i Danmark! Terror er krig!

Følgen er, at agtpågivenhed over for terroren derfor også er blevet en meget nærværende del af dagligdagen over alt i bekæmpelsen af dette grusomme uvæsen.

Terroren har skabt frygt, det er et af terrorens oplagte formål. Derfor skal frygten afvises netop med bekæmpelsen af terroren med alle midler. Det er dog et spørgsmål i hvor høj grad bekæmpelsen er mulig, fordi landet ligger, som det har redt. Og det er et stort spørgsmål om bekæmpelsen foregår i tilstrækkelig grad og på den rigtige måde?

Det kræver blandt andet indsigt i terrorens opståen, væsen, udvikling og udførelse. Det er min vurdering, at bogen, ”I HELLIG KRIG” bibringer den uprofessionelle læser et indblik i nogle af de ”mekanismer”, som er befordrende for terrorvirksomhed. Det er baggrunden for, at jeg vil forsøge at plukke nogle tekster og udsagn ud af handlingsforløbet i bogen og præsentere dem her på siden fortløbende en tid.

Anmeldelser på bagsiden: 1) I HELLIG KRIG er den første beretning om terroristtilværelsen i al-Qaeda, skrevet af marokkaneren Omar Nasiri. Han kæmpede i syv år både med og mod al-Qaeda – først i 1990’ernes spirende europæiske terrornetværk og siden som spion for europæiske efterretningstjenester. Som en af de få nåede han ud til terroristtræningslejrene i Afghanistan og lærte her at håndtere maskinvåben, artilleri, antitankmissiler og eksplosiver. Desuden lærte han teknikker til at modstå afhøring og tortur samt at slå ihjel uden at bruge våben – alt sammen i Allahs navn.

2) I HELLIG KRIG er en enestående detaljeret førstehåndsberetning om livet i al-Qaedas træningslejre, skrevet af en afhoppet hellig kriger. Derudover giver Omar Nasiri i sin beskrivelse af samarbejdet med de vestlige efterretningstjenester et kik ind i en anden og ligeså lukket verden, nemlig de hemmelige sikkerhedstjenester og deres famlende kamp for at bekæmpe den fremspirende internationale terrorisme i 1990’erne.

3) Omar Nasiris beskrivelse fra hverdagen i den afghanske træningslejr er mere omfattende end nogen af de efterretninger, vi havde tilgængelige i 1990’erne … Michael Scheuer, tidligere leder af CIA’s Osama bin Laden-afdeling.

I forordet omtaler Lars Erslev Andersen studier af og teorier om terrorens væsen og ophav. Nogle forskere har med rette interesseret sig for, hvad al-Qaedas ideologi bygger på, fra hvilket udgangspunkt og på hvilken måde netværket fortolker og formidler verdens tilstand – erklæringer udgået fra Osama bin laden og hans folk, navnlig siden 1996, hvor han slog sig ned i Afghanistan efter at være blevet fordrevet fra Sudan. (Det udsagn afslører, hvor famlende over for og uvidende om islam, at ”sagkundskaben” var og stadigvæk er – eller vil være! Det var og er en katastrofe for hele Vesten. Ref.)

Andre har forsket i efterretningsanalyser af såkaldte profiler af jihadister. (Udbyttet af det omfangsrige materiale er endt med at (selv) forskere har peget på), at jihadister i hvert fald er fælles om en ting, nemlig islam, hvorfor den islamiske religion må være nøglen til forståelse af, hvorfor mennesker i Spanien og England ender som terrorister. De ser islam som en ekspansiv religion og jihadisterne som forposter i et koloniseringsprojekt, der skal føre de vestlige samfund ind i Islams Hus.

(Derfor glem alle forsikringer om, at terror ikke er islam (anvendt Taqyia). Og glem alle påskud om ”fornærmelser” af Muhammed. Den tegning blev en kostelig gave til islam til at sløre terrorens ærinde. Og det er på det skammeligste lykkedes, ved hjælp af den kulturradikale elites dumhed og politisk ”korrekthed”, læs forræderi. Danmark skulle straks have samlet handsken op og taget et opgør med islamismen. Ref.)

I øvrigt giver Lars Erslev Andersen sin grundige version af bogen! Jeg foretrækker bogens indhold frem for L. Erslev Andersens version. Og så skal jeg anstrenge mig med ikke at komme med mine kommentarer til de tekster, jeg vælger at bringe.

KM