Manden uden ansigt

Kilden til dette skrift er af gode grunde ukendt. Men det illustrerer vore modstanderes tankegang isnende klart.
Læs det og husk det. Det viser hvad vi er oppe imod!

Manden uden ansigt

Du har set mig på TV, men du kender ikke mit navn, og hvis du møder mig på gaden, vil du ikke genkende mig. Det er fordi, mit ansigt var skjult, mens jeg poserede foran cameraet sammen med fire af mine kammerater, samlet for henrettelsen af en amerikaner. Jeg er en af disse ansvarlige, som jeres præsident lovede at bringe for retten. Held og lykke!

Det kan måske forbavse dig, men jeg følte lidt medlidenhed med den stakkels fyr, hvis hoved vi skar af. Han vidste, hvad der skulle ske, og alligevel gik han sin død i møde uden kamp som et får. Han kunne ikke være sluppet væk, selvfølgelig, men på den anden side havde han intet at tabe, og der var kun lidt, vi kunne have gjort, hvis han havde bestemt sig til at ødelæggge værdigheden af vores præsentation ved at sparke og skrige, bortset fra, at det kunne have gjort hans død mere pinefuld. Han ville være blevet dræbt alligevel, men i det mindste ville han være død som en mand, kæmpende. På den anden side skulle vi lave en video, og hvis han havde ødelagt det for os, ville vi have henrettet en anden.

Jeres præsident sender jeres soldater og civilister i døden på samme måde i Irak i jagten på drømmen om at sprede demokrati. Vore krigere dør kæmpende for det hellige mål at sprede islam. Men her ender sammenligningen. Se blot på, hvad alle nuværende demokratier har til fælles: de eksisterer alle i velstående kapitalistiske lande hovedsageligt befolket med kristne eller – i Israels tilfælde – jøder. Jeg tvivler på, at dette blot er et tilfælde, eftersom hvert enkelt velhavende kaptalistland – befolket hovedsageligt af kristne eller jøder – er et demokrati.

Skønt Indien og Tyrkiet betragtes som demokratier, har ingen af dem vist tegn på det, snarere modsat. Indisk demokrati er tvunget til at leve side om side med det gamle kastevæsen, som let vil overleve deres demokrati så vel som ethvert andet tegn på vestlig indflydelse. Og hvis man tror, at Tyrkiet er sådan et frit land, hvorfor er da aldrig nogen amerikaner nogensinde emigreret dertil i søgen efter frihed uopnåelig hjemme?

Vi arabere er fattige i forhold til den dekadente vestlige verden.
Vi er ikke kapitalister. Vi er latterligt fattige. Vi har altid været fattige og vil altid være det. Vores mest eftertragtede besiddelse, olien, var værdiløs for få årtier siden, før kapitalismen gjorde Vesten så magtfuld, og den vil blive værdiløs igen om få årtier, når kapitalismen dør, og Vestens magt hører fortiden til. Og, selvfølgelig, vi er hverken jøder eller kristne. Vi er muslimer. Vores ørkenjord vil ikke understøtte demokrati. Intet gror på den bortset fra hellig krig.

Sig mig engang, hvordan i alverden kunne I få den ide, at vi ønsker demokrati? Har I nogensinde set os gøre noget overhovedet, som kunne ligne et ønske om personlig frihed, som amerikanerne er så ivrige efter at sprede og at forsvare med deres liv?
Selvfølgelig, vi invaderer Europa og jeres land i stadig stigende antal, men frihed har aldrig været på listen over personlige grunde, der tvinger så mange af os til at rykke vore rødder op af sandet, krydse havet og bosætte os imellem vore dødsfjender.

Vores store udvandring til Vesten er ikke en drift mod frihed; det er såre simpelt hellig krig, endskønt i dens mindst spektakulære form. Når Amerika og Europa ikke kommer til Muhammed, kommer Muhammed til Amerika og Europa. Nogle af os opnår stor succes imellem jer vantro, men de fleste af os er ligeglade, fordi vi ved, at før eller senere vil jeres onde dårskab falde fra hinanden så let og komplet som World Trade Center styrtede sammen under vort angreb, og verden vil vende tilbage til den simple, klare sandhed i den hellige koran. Hvor vil I løbe hen, når vi ændrer jeres land til ørken? Hvor vil I gemme jer?

Men lad os for et øjeblik glemme, at demokrati i Irak er umuligt. Slip din fantasi løs. Forestil jer, at I på en eller anden måde vinder, og Irak bliver demokratisk på den amerikanske facon. Forestil jer oven i købet, at det udkæmper hellig krig på jeres side. Selvfølgelig, baseret på præstationen af dets hær som i de to krige, jeres Bush’er har påtvunget vort folk, ville I være mere heldig, hvis de kæmpede imod jer; men forestil jer – imod alle odds, at I klarer at lære dem at kæmpe på jeres måde, kujonagtigt og effektivt.

Så er spørgsmålet: hvordan tror I, det kan sikre jer mod terorisme?
Hvordan vil det afholde en anden flok af saudier, eller ægyptere, eller marokkanere, eller libanesere eller jordanere fra at flyve et par andre jetfly mod et par andre skyskrabere eller placere at par bomber eller forgifte jeres vandforsyning eller gøre nogle af de ting, vi normalt gør, når lejligheden byder sig?
Svaret er, det kan I ikke. I kan ikke vinde denne krig. Ikke på den måde, I kæmper den.

Prøv at se det fra min side. Faderen til den henrettede amerikaner gav Bush og Rumsfield skylden for hans død. Jeg ved, at I kun har ringe grund til at tro på noget af det, jeg siger; men I må tro mig, når jeg siger, at hverken Bush eller Rumsfield var mellem de fem mænd, der halshuggede amerikaneren. Jeg ved det, for jeg var der. Jeg er sikker på, at faderen ved det også. Lige nu er han sandsynligvis ved at gennemleve de smerteligste dage i sit liv, og I skal ikke dømme ham. Kun Gud ved, hvilke tåbelige ting hver af os kan gøre eller sige, når man bliver tvunget til at se sin elskede søn dø uden formål, mens man er magtesløs i at forsvare ham og uden håb om nogensinde at kunne hævne hans død. Kun formålet giver os styrke til at møde tragedien med værdighed, ligesom talløse palæstinske mødre, hvis sønner og døtre har gjort sig selv til martyrer ved at bekæmpe den zionistiske besættelse af deres land.

Men lad os vende tilbage til den døde fyrs far. Han ved, at vi arabere dræbte hans søn i streng overensstemmelse med vor kultur, vores tradition og vores religion. Bush er den eneste verdensleder, der prøver at slå igen – skønt uden chance for succes. Og alligevel, den sørgende far giver jeres præsident skylden. Det er aldrig faldet hverken ham eller næsten enhver anden i verden ind at lægge skylden på islam, araberne i almindelighed eller selv de fem af os. Dette er ikke nogen undtagelse. Uanset hvad vi gør for at hævde Guds ære, reagerer verden som om ødelæggelsen, vi tilføjer vore fjender, skyldes noget, der er absolut ud over menneskelig kontrol på samme måde som dårligt vejr. Orkaner, oversvømmelser og jordskælv dræber hvert år tusinder af mennesker, men ingen råber på gengældelse, ingen kræver hævn.

Dette efterlader mig og mine brødre uden skyld. Vi kan myrde vantro foran cameraer. Vi kan skære dem i småstykker og posere med deres kropsdele. Vi kan gøre lige, hvad vi ønsker, og ingen, det være sig ven eller fjende, vil anklage os for det. Tænk lige på det. I er så stolte af jeres frihed, men i virkeligheden er det os, der er det frieste folk på jorden. Hvis I tror, at vi vil overgive vores absolutte frihed i bytte for jeres hjernespind af amerikaner-demokrati, er I totalt latterligt forkerte på den, og jeg vil med glæde rive jer i stykker – og helst med pressefotografer omkring til at bevise det.

Jeg husker, hvordan jeres aviser ved begyndelsen af krigen blev ved med at gætte på, om irakerne ville vende sig imod jer eller hilse jer som befriere. Vi beundrede Saddam, men ikke fordi han gjorde noget godt for os. Han røvede blindt landet; hans banditter torturerede folk til døde, når det passede ham. Dette er, hvad en hersker gør. Det er, hvad enhver mand i hans sted ville gøre. Der var bare ikke andre, der var smarte nok til at tage hans plads. Det er grunden til, at vi beundrede ham så meget. Og da amerikanerne kom, hilste vi dem af to grunde. For det første forventede vi at blive straffet, hvis det ikke lykkedes os at prise de nye regenter. For det andet havde I fældet den mand, som vi troede var uomstyrtelig. Selv i jeres land, når en udfordrer slår sværvægts verdensmesteren i gulvet, elsker I alle vinderen, gør I ikke?

Det tog os lidt tid at indse, at på trods af jeres frygtindgydende våben og den fantastiske træning af jeres soldater er I svage. I har ikke, hvad der behøves for at vinde en krig mod arabere. I forstår ikke jeres fjende. Jeres præsident lovede at bringe mig for retten. Han vil eller vil måske ikke have held til det, men at dræbe mig eller fange mig ændrer ingenting. Jeg er en kriger; jeg forventer at dø for mine fjenders hænder, og jeg er ikke bange for min skæbne. Men hvordan vil min død eller tilfangetagelse hjælpe jer? I fangede Saddam; hjalp det jer?

På den anden side, hvis jeg fik muligheden, ville jeg ikke kun dræbe jeres præsident. Jeg ville ikke gå glip af chancen til at slagte jeres bedstemor heller – ikke fordi hun betyder nogen fare for mig, men fordi dette er en krig, og i en krig lader man ikke en chance gå fra sig til at skade fjenden. Jeg håber, I forstår, at der ikke er noget personligt i det. Det er hellig krig.

I troede, at I vandt krigen, da Saddams hær smuldrede under jeres angreb, ude af stand til at stille op med nogen virkelig modstand. Nu ved I, at på den tid, da Saddams hær var komplet demoraliseret, var krigen endnu ikke startet. Nu står I med en virkelig krig i hænderne, og I har allerede tabt den.

Det vil ikke være let at påpege, hvornår det skete, fordi det skete gradvist, men jeg kan nævne det nøjagtige tidspunkt for, hvornår der ikke var nogen vej tilbage. Det var, da I tillod Fallujah at overleve mordet på og lemlæstelsen af fire amerikanske civilister. Det lykkedes jer ikke at tilvejebringe den eneste politik, som ville have givet jer en chance: underkast jer eller dø. I gjorde en stor fejl ved ikke at ødelægge Fallujah med hele dens befolkning. Hvad skete næstefter? Muqtaba al-Sadr, en ingenting, en mand, som ikke har noget at vise sig for bortset fra sin døde faders berømmelse, udfordrer jer og overlever. Nu er ikke engang børn bange for jer længere.

Her er en lektie til jer. At vinde en krig og samtidig holde jeres rustning skinnende er to meget forskellige opgaver. I er ved at lære, at når I har med en fjende som os at gøre, udelukker disse opgaver hinanden.
Intet viser jeres medfødte svaghed bedre end jeres tilbageholdenhed over for, hvad der nødvendigvis skal gøres, af frygt for hadet fra muslimer eller FN. Tror I, at vi nu hader jer mere eller mindre, end vi hadede jer om eftermiddagen den 11. september? Er I bange for, hvordan FN vil reagere, hvis I gør det eneste rigtige?

Tænker I slet ikke på, at vi – den tilsyneladende underlegne – er fuldstændig ligeglade med, om I elsker os eller hader os, skønt I kan – i teorien – blæse os væk på mindre tid end det tog os at filme halshugningen?
Tænk over det, til vi mødes igen.
Og vi vil, det lover jeg.

6 comments

  1. peter

    kan i ikke snart vænne jer til at skrive hvor i har artiklerne fra?

    evt med et link i bunden eller lign.

    • P.H. Bering

      Jo, det kunne vi vel nok. På den anden side, så er vi i krig, og har gælder andre regler end i almindelig civiliseret kommunikation.
      Jeg sendte “manden uden ansigt” til SIAD, fordi jeg fik den via min mail og vurderede at teksten stemte rimeligt godt med hvad hvad jeg efter mange års (faktisk modvillig) beskæftigelse med islamisk kultur kender til samme.. Jeg fandt det derfor sandsynligt at teksten er ægte, men hvis den IKKE er, så er den i alt fald ikke usand; den stemmer ganske godt med muslimsk tankegang, som mange danske ved alt for lidt om.
      Men jeg fandt ingen saglig grund til at videregive et link til min kilde. Jeg er fra den generation, hvor vi altid var bevidste om at “Fjenden lytter med!”
      I krig gælder “need to know” – behov for at vide -princippet. Læserne har behov for at læse teksten, men IKKE nødvendigvis at kende kilden.

  2. Kirsten Madsen

    Manden, muslimen, der vises uden ansigt, ved, hvad han taler om, den skinbarligste virkelighed.
    Den virkelighed kan underbygges – desværre – med følgende citater, som der tidligere er henvist til:
    “Den, der er lutter honning, bliver ædt af bierne.”
    “Romer-imperiet gik til grunde i depraveret, moralsk fordærvet svinskhed og indbildskhed – men vi er værre. Romerne troede, de var verdens herrer, vi leger Vorherre.” (Af Jørgen Reenberg, skuespiller i B.T.)
    Om at være patriot: “Vis mig en mand, der siger, at han elsker alle lige meget, og jeg vil vise dig en mand eller kvinde, som savner dømmekraft og elsker ingen ud over sig selv.” (Forkortet tekst. Ashley Mote, gengivet af Peter Neerup Buhl, 2005.)
    Vedrørende de af “vore egne” på dansk jord skyldige i dette islamiske hellige krigs-inferno kan bl.a. henvises til artiklen: “En indvandring, som udhuler danskheden” og alle de efterfølgende politikere og “tolerante” tåber – tja, der tjener hovedløshed også de endog ikke slørede fjenders mål!
    – En patriot er en person, som ærer sit land og vil beskytte og forsvare det mod fjendtlig indtrængen – tiden er inde til at vise det!

  3. Charles Nielsen

    Det var Tyrry White der fik halsen skåret over. Husker billedet. Har set videoen på youtube, før Youtube blev stuerent. @Den Danske Mand@. Ja han har på sin vis ret: men dertil siger jeg, Vi er nogle stykker der ikke er bange for at gøre det : Vi må jo ikke ifl loven. Men der er selvfølgelig også nogle der vil skide på loven og så gøre det alligevel.
    Det hele kan startes stille og rolig over en kop kaffe med en stille snak, som ikke rager nogen. jeg er klar over at i forstår, hvad der menes. Det er endda lovlig. !!

  4. Den danske mand

    Det værste af det hele er?? Manden har fuld ud ret i det han skriver. Vi er så bange for det der kan ske, at vi ikke tør gøre det.

  5. Nielsen

    En typisk muslim. Dog ualmindelig i og med, han evner at formulere sig skriftligt. Og som han selv påpeger; Ingen bebrejder islam. Det er nemlig hvad Pestager og det politisk korrrekte slæng ikke gør. 1400 års historie med forbryderorganisationen islam, burde få landets ledere til at tænke. Desværre sidder de på deres hænder, som mange i samme sitiation før dem har gjort, mens deres lande blev annekterede af muslimer og forfatninger blev erstattet af sharia og jizzyia. De danske politikere tror man kan leve fredeligt med muslimer…