VÆRNEMAGERNE

vaernemager

“En dyb sorg og smerte har opfyldt mit sind. I den senere tid er der begyndt at gå skred i det gode nationale sammenhold i vort sogn. Folk, der ikke har det behov, går i tyskernes tjeneste. Dette må i sandhedens navn påtales i denne kirke, der er bygget for at være sandhedens tempel. Nogle mener, at slig tale har ikke hjemme i Guds hus. Det er forkert. Når mennesker synder i sognet, har sognet sit guds-hus for der at få påtalt det. Ord holder sig ikke inden for visse skranker.
Danmark er i krig med Tyskland. Indtil den 29. august kunne vi sige, at vor stilling var uklar. Den dag begrundede den tyske general her i landet selv sin optræden med principper, der kun gælder mellem krigsførende stater. Når en dansker godvillig hjælper tyskerne nu, er det altså landsforræderisk færd. […] derfor bliver det aldrig kristen gerning at hjælpe tyskerne med at bygge fæstningsværker mod englænderne, for at vort eget land så længe som muligt kan holdes i trældom og underkuelse. Og det bliver ikke kristen gerning for dyre penge at sælge til tyskerne de æg og det flæsk, som vore egne stakkels arbejdsfolk i byerne har så hårdt brug for. Det bliver aldrig kristen gerning at stille sig til rådighed for uretten, enten det så sker af fejghed, griskhed eller tossegod føjelighed.”

Sådan talte Kaj Munk i Vedersø Kirke Nytårsdag 1944. Vi ved, hvad det – og mange andre ord fra hans side – kostede. Få dage efter var han død.
Han talte jo om det, der for længst havde fået et navn: Værnemager. Navne nævnte han ikke – dem kendte folk nok også godt. Men han fik ud fra sine forudsætninger som nationalsindet dansk sognepræst fortalt, hvad han mente om denne rakkergerning, det er, at tjene penge på at gå fjendens, besættelsesmagtens ærinde. Jeg har lyst til at tilføje, at Kaj Munk endda ikke direkte nævnte nogle af de værste: Storentreprenørerne, som byggede for tyskerne. Lufthavnsudvidelse i Aalborg, indkvarteringer til de mange soldater ved vestkysten og meget andet. Efter krigen blev f.eks. også et stort århusiansk firma tiltalt for værnemagervirksomhed, men sagen trak i langdrag og endte helt henne i 1950 med at en bid af kæmpesummerne blev konfiskeret af staten. En bøde.
(Naive unge mænd som havde meldt sig til det såkaldte Frikorps Danmark på Østfronten med samarbejdsregeringens fulde accept og for officerers vedkommende løfte om at kunne træde ind i tidligere tjeneste med samme muligheder for forfremmelse som andre, idømtes rask væk mellem to og seks års fængsel!)

70 år efter hører man sjældent ordet værnemager. Mange ganske unge kender måske ikke engang baggrunden for ordets tilblivelse. Men jeg kan garantere for, at typen findes i dagens Danmark – og har kronede dage. Hvem bygger eksempelvis asylcentrene?
At arbejde for islamiseringens udbredelse, gøre det nemmere for dem at erobre land, er fuldt ud så foragtelig en gerning som i 1944. I Norden fører Sverige an – naturligvis. Man kan for så vidt kalde svensk politik gennem se seneste årtier for værnemageri på stort plan. Den svenske entreprenør Bert Karlsson omsætter bare i år 88 millioner sv.kr. på sine asylforlægninger.

http://www.aftonbladet.se/nyheter/article20002408.ab

Og en af de rigeste svenskere, Roger Akelius vil også være med i sit fædrelands undergang: Han indgår nu samarbejde med Bert Karlsson; de er allerede i gang med at indrette asylmodtagelse på et tidligere hotel ved navn “Cape East” i Haparanda helt oppe ved grænsen til Finland – til 500 personer. Når stedet melder alt udsolgt, regner de to topværnemagere med at have tjent 150.000 sv.kr. – om dagen altså!

uriasposten.net/archives/62057

Og det skal nok blive endnu værre. Også i Danmark. Vi kan lige så godt se mennesker som de – nogle af dem – er. Det er jo også rentabelt at være samarbejdspolitiker i dag: Betænk hvordan det er gået en type som Margrete Vestager, indtil for nogle måneder siden formand for Det radikale Venstre, et parti som i fortid og nutid altid er at finde på den værnemagertilskyndende linje. Nu var det jo ikke fordi, at fru Vestager gik og sugede på lappen, mens hun var minister/vicestatsminister m.m., men jeg har ladet mig fortælle, at hendes grundløn i den overstatslige union ligger på 156.800 da.kr. Ja, det er om måneden!
Dertil kommer en gylden aftrædelsesordning på 14,5 millioner da.kr., og fra det fyldte 60. år rundhåndet, meget lavt beskattet pension. Er der noget at sige til, at hun på mange billeder, taget “Down there” i Strassburg, uddeler krammere og synes ved at kvæles af grin?
Hendes kollega i næsten enhver henseende, svenske Margot Wallström indkasserede 1,9 milliarder sv.kr. i alt på sine fem år i unionsmaskineriet.

Imens der således er nogle der direkte mæsker sig og åbenbart har “god” samvittighed, skænker de næppe deres fædrelande i det gamle Norden en tanke. Disse nordiske, provinsielle folk og deres lukkethed – det billige skidt. Mon ikke det er sådan, vi betragtes af de “anstændige”?
Og imens går jævne borgere, som bare ikke vil islamiseringen af deres elskede fædrelande, en hård tid i møde. De skal både finde ud af, hvordan vi mest effektivt bekæmper den lede pest, der hedder islam og nutidens samarbejdspolitikere. Og på et tidspunkt, når kampen en dag er ovre, skal de – i lykkeligt tilfælde af sejr – tillige finde ud af, hvad der skal ske med dem, der “har syndet i sognet”.
God kamp.

Kaj Arildsen

One comment

  1. Poul Berg

    Kære Kaj Munk og Kaj Arildsen.
    I to navnebrødre har en evne til at formulere jeres tanker, så enhver skulle kunne forstå meningen.
    Du nævner, Arildsen, at det er vores opgave at bekæmpe besætterne, og senere skal vi tage stilling til, hvad der skal ske med de politisk korrekte landsforrædere. Det oplever jeg nu nok ikke at være med til, men forhåbentlig kan vi til vort sidste åndedrag – hvad enten det foregår gennem næsen eller en overskåret strube – være med til at give almindelige mennesker viden om, hvad der foregår.
    Det optager mig en del med ordet værnemager.
    Nu er jeg ikke sådan en, der bryder sig om at blive kaldt POLITISK KORREKT, for i dag er sådanne jo et foragteligt folkefærd, men jeg vil dog alligevel anse det for politisk korrekt at kalde den slags for VÆRNEMAGERE. Vi fra vor side burde nok begynde at bruge ordet meget mere i både tale og skrift. Fra den anden side er der jo ingen begrænsninger for, hvad vi skal lade os kalde.
    Skal vi gøre livet surt for værnemagerne? Ja, hvorfor ikke.