Hvornår kan vi fejre befrielsen fra den nuværende besættelse?

stearinlys

Så er der tændt lys i vinduerne for at fejre befrielsen fra den tyske besættelse. Sidder og tænker på hvilken dato vi skal fejre for befrielsen fra den nuværende besættelse af pædofilprofeten muhammeds tilhængere. Hvornår gør danskerne sig selv frie? For denne gang er der ikke nogen der kan komme og redde os.

Anders Gravers
Formand for SIAD

2 comments

  1. Michael Unna

    Hvor der er liv er der håb. Det kan godt være vi får det svært, og ikke selv overlever befrielsen, men hvis vores børn skal have en chance er det vigtigt vi kæmper for dem.

  2. Poul Berg

    Jeg hørte den kære statsministers tale i Ryvangen i aften. Hvor fik hun sagt meget. Hun fik sagt rigtig meget, som netop hun ikke kunne sige som overhoved for socialdemokraterne. Hun fik rost sine folk for, at vi kom ud på den rigtige side, og hun takkede dem, der havde ofret alt for at få os til den side. De, der havde kæmpet og givet livet for vor frihed. De ville ikke blive glemt. Hun var lykkelig for, at nogen havde turdet tage sagen i egen hånd, og hun håbede, at sådan ville det kunne blive igen. (Ikke ordret genfortalt).
    Lige siden havde vi været del af NATO, og det var godt. Her glemte hun at fortælle, at hendes nu fornyligt erklærede forbillede, Anker Jørgensen, sammen med Lasse Budtz og sågar Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregård nær havde fået os meldt ud af NATO, da venstrefløjen i socialdemokratiet skiftede politik under Schlüter-regeringen. Vore venner, der hørte til under “den gale hund” Reagan, måtte ikke vise sig her i landet med våben, for det ville kunne støde deres russiske venner på manchetterne. – Det er kapitlet herom, jeg netop har læst i Bent Jensens to bøger om ULVE, FÅR OG VOGTERE. Det er barsk læsning om forholdene i 70’erne og 80’erne. Denne, vor nok til dato ringeste statsminister, Anker, stadig beundret af mange, var med sit parti i oppositionen så tæt på landsforræderi, som man nok kan komme.
    Som Anders herover antyder, er landet besat igen. Ingen har dog nævnt det under de forskellige mindetaler rundt om. Man taler om, at vi har været frie i 70 år, og at det er dejligt. Lad os bare trække 30 år fra, så det kun blev til 40 års frihed. Selv disse “frie” 40 år har man skullet kæmpe en kamp mod vore egne borgere, der hellere så sovjet dirigere os end amerikanerne. Disse mennesker findes stadig, og nu kalder de sig antifascister. Det er en ret alvorlig misforståelse, da man vist ikke finder nogen mere fascistiske holdninger end netop deres.
    I dag har vi stadig modige og brave frihedskæmpere, men endnu er der ikke mange, der kan se parallellerne til Hvidstengruppen og Kaj Munk. Regeringen og politiet, advokater og dommere går stadig efter dem, som man gjorde i begyndelsen af 40’erne. Man kan blive straffet for udtalelser om besættelsestropperne, og i England har Helles søsterparti her op til valget om få dage lovet, at alle, der taler ilde om denne besættelsesmagt, vil blive straffet hårdt, og deres forseelse vil blive noteret i deres papirer til evig tid. De konservative har set dette og ved, at det kan give arbejderpartiet millioner af stemmer fra besættelsestropperne, så derfor har man stort set vedtaget det samme løfte.
    Verdens leder, som man kalder ham, Barakken Osama i Det hvide Hus, har svoret, at han aldrig vil føre krig mod besættelsestropperne. (Han har selv været en af dem i sin ungdom og er det velsagtens endnu.)
    Det synes som om, at vi er fortabte.
    Men end er der en Gud foroven…