Fries vi end ej for fare?

Før som nu, der trænger til at blive ryddet op i kirken.


”Under dine vingers skygge, Herre lad mig bo og bygge”, sådan lyder første vers af salme 50 i DDS.
Denne salme bruges ofte til begravelse i Folkekirken, som et billede på, at den døde nu lægges i Faderens beskyttende hænder.
Men den kan også, og bliver ofte brugt som en påmindelse til menigheden, om at vi kan tage det helt roligt, når vi træder inden for kirkens mure.
Vi skal ikke være bekymrede, kirken er jo Faders Hus, kirken favner alle. Jesus er vor Frelser!

Men ER Folkekirken Faders Hus? Efterkommer den, hvad skrifterne påbyder?
Disse spørgsmål stiller jeg som aktivt sognebarn af en dansk folkekirke, som efter min mening har fået høj feber. Kirken er ramt af en sygdom, der kræver total udrensning, hvis den nogensinde skal kunne fungere som symbol på fred og åndeligt nærvær igen!

Vi lever i en tid, hvor fremmede kræfter har ædt sig ind i vor danske kulturarv, som en orm i det ellers så smukke røde æble fra Paradistræet, der ellers havde vokset sig stort igen siden 2. Verdenskrig. Fjenden var nedkæmpet, og vort fædreland blev støt og roligt genopbygget af modige og stærke kræfter.

To generationer har knoklet og skabt et samfund, hvor man kunne gå i fred på gaderne om aftenen, økonomien var i vækst, ja landet var i det store hele sundt og harmonisk igen.
Man sang morgensang i skolen, flagede med Dannebrog i haven om søndagen, smuttede til købmanden efter Negerboller uden at blive kaldt racist eller højreekstremist, læste ”Lille Sorte Sambo” uden at få dårlig samvittighed, og fik sig en uddannelse og påbegyndt et liv efter sit lands kultur og regelsæt.
Om søndagen og juleaften gik man i kirke og lyttede til præsten, der jo som bekendt er talerør for Gud. Han talte om Guds store favn, om kirken som det sted, hvor man altid var velkommen, hvadenten man var glad eller i sorg. Kristendommen var lig med Jesus, som frelste os fra synden og altid ville være tilstede og favne os, når vi trængte til det. Man var et godt sognebarn, hvis man bad sin aftenbøn og lagde en tier i kirkebøssen til værdigt trængende i fattige lande.

Så skete det, at en listig fjende langsomt trængte ind i landet. Med offerkortet som største våben, er vort land langsomt blevet okkuperet af en middelalderlig og voldelig kultur, der absolut er den diamentrale modsætning til alt, hvad kristendommen står for. Vi er vantro i deres øjne, og skal bare falde på knæ for deres altdominerende og
ødelæggende ideologi.
Gennem de sidste 20 år, er vort samfund ganske støt blevet pålagt flere og flere krav om særhensyn, medmenneskelighed og accept af en fremmed kultur, og hvis man ikke opfylder disse krav, bliver man selv fremmedgjort.
Nu er det ilde set at sige ”negerboller”, gode gamle børnebøger er blevet udskiftet med hensyntagende og oplysende bøger om fremmedes levevis, det danske kød skal slagtes på bestialsk vis, svømmehaller er blevet til små zoner, hvor den fremmede kultur diskriminerer det danske frisind. Kriminaliteten er stigende, overfald, voldtægter, røverier, skudveksling på åben gade og bandeopgør er i dag ikke et særsyn!

Den danske Grundlov har spillet fallit; indvandrere får stemmeret – danske handicappede får frataget stemmeretten!
Det kristne kors er flere steder fjernet fra vores kapeller, for som det hedder ”at imødekomme de fremmede”.
Hvad blev der af Skik følge eller Land fly?
Snart skal det kristne kors sikkert også fjernes fra vores kirker, for vi skal jo bygge bro mellem kulturerne.
Folkekirken er selv med til at save grenen på paradistræet over og plante en ny tidselbefængt gevækst.

Sidste skud på denne gevækst kom onsdag d. 17 januar, hvor Lyng Kirke havde inviteret fjenden indenfor for at tale om brobyggeri og integration. En håndsrækning til en fjende, som overhovedet ikke er interesseret i brobyggeri, men derimod vender spillekortene mod os selv.

Som bekymret sognebarn deltog jeg i en aktion, der skulle vække mine medborgere op af Tornerosesøvnen og indse, at ved at deltage i dette foredrag , lagde de blot mere ved på ondskabens bål.
Desværre måtte jeg erkende, at naivitet og fejhed har grundfæstet sig solidt i en del af Fredericias borgere.
Dog har vi sat vores fodspor gennem presseomtale og diskussioner, og feje ord frasognepræsten. Det er os, der er afvigere nu. Kirken har fremmedgjort sine egne!

Kirken har vist glemt Matthæusevangeliet kap. 21 vers 12+13 ”Mit hus skal kaldes et bedehus, men I gør det til en røverkule”.
Atter vil jeg vende tilbage til salme 50 og citere: ”Fries vi end ej for fare, dog fra mørkets magt og snare. Du bevarer os vor Gud”.
Nu må Den danske Folkekirke vågne og stå ved sin kristne kulturarv…

Isabella

10 comments

  1. Michael Unna

    Held og lykke Isabella. Der er markus evg kap 2. Læg mærke til det sidste. Dernæst hele Lukas evangeliet. Læg mærke til at Jesus på et jordnært plan- bliver undfanget udenfor Moselovens logik- Muhammedanerne har kopieret den lov og gjort den langt strengere (via Hadith om Deres Førerprofet….hvilket i sin konsekvens jo ville betyde at hans Mor var blevet stennet ihjel, og han (Jesus) havde ikke overlevet). Præsterne har jo også præsteløftet med eden som indsættelse, som de jo bryder ved ikke at modarbejde muhammedanisme. De lader næste generation i stikken. Hjertelig tak for dit indlæg Isabella.

      • Anonym

        Ja du kommer også til at mærke det på din egen krop
        Dine dumme kommentarer hører slet ikke hjemme her hvorfor pisser du ikke af ned til dine muslimske venne
        Du er jo en landsforrædder med alle dine dumme kommentarer

  2. Michael Pontin

    I tror på en himmelnisse ligeså meget som muslimerne. Tag dog jeres mellemøstlige religion og fis ned til Israel. I Kan nemt undværes her

    • Michael Unna

      Du kan fadme også undværes med dine Blindidotisk udtalelser. Kristendommen er den arv der har skabt dette samfund indenfor den etik. At du blot kommer med en blindidiotisk dum udtalelse totalt tanketomt- skal du have lov til, men forhåbentlig er der ikke mange der lægger din tanketorsk nogen vægt.

    • Johannes Juhl

      frø af ugræs er føget over hegnet,
      Og desværre så tog det sådan nogen som dig med.
      Ingen forskæl på tiden fra 1940-1945 som nu.

      • Michael Pontin

        Det er dig der er landsforræder. Kom du bare til Herlev og bliv klippet. Narrøv.

    • Johannes Juhl

      Du slriver bare en adr. så skal jeg nok komme og se til dig
      Det har nu aldrig været landsforræderi at være realist

  3. Johannes Juhl

    Sangen blev udbredt over hele Danmark under besættelsen (1940-45), fordi hele befolkningen nu var i samme situation som sønderjyderne i perioden 1864-1920, og fordi sangen formanede til udholdenhed. Sangen er fortsat populær i Sønderjylland, hvor det stadig er almindeligt at gentage sangens sidste tre linier, enkelte steder endda stående.

    Desværre så er det vores folkevalgte der har inviteret fjenden til landet i dag og de får god hjælp af kirken og diverse missions foreninger

    Ved ikke at beskytte vores grænser men i stedet har de haft travlt med at rejse ud og kæmpe alle mulige andre steder en passe på vores eget folk Med det til følge at vi har flere der er lemlæstet for livet samt mange unge mænd og kvinder der er kommet hjem i kister

    1. Det haver så nyligen regnet,
    det har stormet og pisket i vor lund;
    frø af ugræs er føget over hegnet,
    åg på nakke og lås for vor mund.
    Årets løb har sin lov,
    der blev lyst i vor skov,
    ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov!

    2. Det har regnet – men regnen gav grøde,
    det har stormet, men stormen gjorde stærk.
    Som de tro’de, at skoven alt var øde,
    så de vårkraftens spirende værk.
    For de gamle, som faldt,
    er der ny overalt,
    de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

    3. Og de tro’de, at hjertebånd kan briste,
    og de tro’de, at glemmes kan vor ret!
    De skal vide, de aldrig ser de sidste,
    de skal vide, at ingen bliver træt.
    Thi, som årene randt,
    sås det: båndene bandt,
    kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

    4. De kan spærre med farver og med pæle,
    de kan lokke med løfter og med løn –
    fælles sprog giver vore tanker mæle,
    fælles vilje gør kampdagen skøn.
    Nye stridsmænd skal dér,
    nye stridsmænd skal her
    slutte kreds om den fane, vi har kær.

    5. Ja – det haver så nyligen regnet,
    og de træer, de drypper endnu;
    mangen eg er for uvejret segnet,
    men endda er vi frejdige i hu;
    viger ej ud af spor,
    for vi kender det ord:
    Det har slet ingen hast for den, som tror.