Mere end vred – spørgsmål fra et SIAD-medlem

Frihedsforkæmpere fra SIAD demonstrerer her i Randers, Silkeborg og Esbjerg

Tiltagende vrede kunne på en skala se sådan ud : småsur, moderat mopset, vred, rasende og edderspændt rødglødende rasende. Det er helt derude i det yderste af skalaen mange danskere efterhånden befinder sig, og flere af dem er medlemmer af SIAD.

En hel del af os befinder sig i edderspændt rødglødende rasende feltet, og ikke så få er mere end det. Jeg har ikke et dækkende synonym for raseri, der ligger ud over skalaen, og hvis jeg havde, så ville ordet næppe være egnet til offentliggørelse på SIAD’s hjemmeside.

Så i stedet for at lede efter et passende ord, så lad os i stedet kigge på, hvorfor mange af os nu har sprængt skalaen, og om vreden i den størrelsesorden er rimelig og på sin plads :

Mishandling af en kultur, et land og et folk

Man har ødelagt danskernes land. Man har oven i købet følt sig som bedre mennesker end andre, mens man har ødelagt. Man har sparket nedad og svinet de mennesker til, som har forsøgt at oplyse og advare. Man har løjet om islams fredelighed og den store berigelse muslimerne ville bringe med sig.

Nu er det samfundsødelæggende i islam åbenlys for enhver normalttænkende dansker, der kan se bare nogenlunde klart. Alligevel så fortsætter man forbrydelsen mod sin egen kultur, sit eget land, sit eget folk.

Folket er splittet. Selv flaget splitter.

Det er kun småflokke af modige der vover pelsen, for de mødes altid af organiserede overfald. Hverken sang eller stearinlys lægger en dæmper på den aggression de mødes med. De forsamles, går en tur og afholder måske en tale eller to. Tit er deres elskede flag Dannebrog med, men det er desværre blevet en provokation for “nogen”, og deler nu om dage lige så meget som det samler.

Fred og orden møder samvittighedsløshed og anarki

For de venstreorienterede aktionsgrupper som eksempelvis enhedslistens græsrodsbevægelse AFA, og de bandefolk fra det muslimske miljø som er deres allierede, helliger målet midlet. Lys, ord, sang og taler mødes med intimiderende adfærd og aggressive tilråb om, at de fredelige grupper er racister og nazister. De laver barrikader, sætter ild til ting, kaster med sten og bruger vold frem for ord. Slipper de forbi politiet, er der stor risiko for, at nogen af de fredeligt demonstrerende, der bruger deres demokratiske forsamlingsfrihed, kommer til skade.

Pressen er anarkisternes allierede

Selvom de små flokke, stille og roligt, benytter sig af en gammel dansk grundlovssikret rettighed, så er det altid den sorteste maling pressen maler fredsaktivisterne med. Det er lige meget, om det er For Frihed der går en tur, eller om det er SIAD der demonstrerer, og samtidig laver en harmløs happening for at påpege en pointe.

Ved enhver given lejlighed, som eksempelvis denne artikel fra Jyllandsposten, se her, hvor lejligheden var PET’s vurdering af, at truslen fra højre side er stigende, så får den alt hvad den kan trække fra pressen. Sammen med formuleringer som “truslen fra højreekstremistisk terror i Danmark er vokset” grupperes, som i dette tilfælde SIAD, sammen med den nynazistiske gruppe DNSB. Dette match i denne artikel laver man ved brug af en gammel SFI-rapport fra 2014, som man har gravet frem til lejligheden.

Det er veltilrettelagt undergravende arbejde, og eksemplet her viser, hvordan den danske presse har udviklet sig til en 5’te kolonnevirksomhed. Det er til at blive edderspændt rødglødende rasende af – og mere end det.

Jyllandspostens artikel er et af utallige typiske eksempler på, hvordan en betændt presse ved enhver given lejlighed, finder den sorteste maling frem, og skærer alle grupper der kæmper på det de kalder højre side, over en kam. Til den lejlighed laver man gerne bedrageriske opstillinger (scaffolding), som så derefter forvrides til formålet. Enhver der kender bare lidt til SIAD ved, at der er ufravigelige optagelseskrav, (1) at man ikke har nazistiske sympatier, (2) at man ikke er racist, (3) og at man er indforstået med kun at bruge fredelige midler, når der demonstreres og aktioneres. Alligevel, så finder pressen racisme-nazisme stemplet frem, hver eneste gang frihedsforkæmpende grupper som SIAD skal beskrives. Det er til at blive mere end vred af.

“Scaffolding” betyder stilladsbyggeri. Det er et udtryk, der er brugt i psykologien til beskrivelse af, når en chimpansemor lægger en nød til rette for sin unge på en særlig udvalgt sten. På den måde kan abeungen lære, at knække nødder / bruge værktøj. Når pressen opstiller konstruktioner / stilladser, så er det for at lære (læs : opdrage) befolkningen, at sådan nogen som SIAD – frihedselskere der holder af deres kultur, friheden og Danmark – er truslen. Heldigvis går det op for flere og flere i befolkningen, at det er pressen selv, der udgør truslen.

Billedet pressen maler er uretfærdig og helt forkert

Pressens æriende er ikke bare uhæderligt og uretfærdigt, men direkte fjendtligt. De gør alt hvad de kan for, først at rubricere grupper som SIAD som højreorienterede, og så derefter at skubbe dem så langt ud i den side som muligt. Det er uhæderligt og forkert, for i virkeligheden, så kæmper disse grupper for frihed, ligestilling og fred – ja, alt det de venstreorienterede blomsterrevolutionære kæmpede for i 60’erne og 70’erne. Tidligere var deres kamp rigtig og retfærdig. Deres værdier var ædle. Men nu har de slået sig sammen med islam, der i de politiske og ideologiske dele ligner nazismen meget, og er nu i virkeligheden blevet de nye højreorienterede – faktisk er de røde i dag ganske fanatiske, og at definere som de ny højreekstremistiske.

Lige så langsomt er de røde således blevet kulsorte, for i deres makkerskab med islam, så har de droppet “blomsterne” som eksempelvis feministerne, der ikke længere kæmper for ligestilling mellem kønnene. Den kamp har de droppet, for at tækkes det religiøse diktatur islam, hvor kvinder og alle andre slags mennesker, end den rette slags muslimer, lever undertrykt. Dette – denne antikultur – er alt det, som SIAD og alle de andre grupper i den nyopståede modstandsbevægelse desperat kæmper imod – og at blive sat i den bås, er til at blive edderspændt rødglødende rasende over.

Med den opridsning, er det vist gjort enhver klart, at vreden er rimelig. Men hvad gør vi ved os selv, når vi nu er ved at gå ud af vores gode skind ?

Den forøgede vrede øger sandsynligheden for voldelige konflikter

Når man som fredeligt menneske og medlem af SIAD bliver sat i den sorteste bås, derovre hvor de røde er sammen med islam, så forøger det hele tiden vreden. Når et så urimeligt billede igen og igen tegnes, så øger det sandsynligheden for voldsanvendelse. På den måde er pressen med til, at øge sandsynligenden for voldelig konflikt. Faktisk, så er pressen i dag alt andet end en velsignelse. For det første afdækker de ikke sandheden, men fordrejer og mørklægger. For det andet så vender de fuldstændig om på virkeligheden, som når SIAD og andre grupper skal beskrives. For det tredje, så øger de nu sandsynligheden for voldelig konflikt.

Journalisterne – den del der tilhører journalistisk venstreparti – har gennem mange år misbrugt pressefriheden, og det magtmisbrug er skadelig for vores samfund hele vejen rundt. Først er de medvirkende til store ødelæggelser og stor opsplitning i befolkningen, og nu hælder man så benzin på bålet, ved at mishandle de frihedsforkæmpere der prøver at redde stumperne af vores tidligere ellers så fri og fredelige samfund.

Når ellers så godmodige og tålmodige folk går ud af deres gode skind, som det sker når vredesskalaen overskrides år efter år, er det så tid til at tage på sig det onde skind ? Problemet er, at hvis man går til uhyrligheder ligesom de islamistiske muslimer, banderne og de røde, bliver man så ikke selv uhyrer – ligesom dem ? Eller er der forskel på terror ? Er forsvarsterror bedre end angrebsterror ?
Ethvert normalt menneske vil tage afstand fra begge, men bliver vi som folk – muligvis med SIAD som vejviser – nødt til, i et eller omfang midlertidigt, nødt til at påtage os det onde skind, for at bekæmpe noget der er langt ondere ?

Hvis svaret på det er ja, eller måske, hvad er så grænsen ? Hvor meget ødelæggelse skal uansvarlige forræderiske politikere, journalister, kultur- og erhvervselite forøve på Danmark, før modstandsbevægelsen som den var under besættelsen, skal vækkes til live ? Og hvis i så fald, skal det være i SIAD regi ?

Gylle og bacon frem for dynamit og projektiler

Der er mange flere spørgsmål. Hvis SIAD i en eller anden udstrækning skal skrue op for modstandskampen, hvis en nærmere defineret grænse overskrides, kan bissen så skrues på, samtidig med, at foreningen et langt stykke hen ad vejen fortsat kun bruger fredelige uskadelige virkemidler ? Svaret kunne måske være blød terror ? Gylle og bacon ! Når de smider med sten, så svarer SIAD tilbage med bacontern og balloner med gylle.

Gylle som substans vil angiveligvis også være virkningsfuldt bekæmpelsesmiddel, når muslimer i lange optog magtdemonstrerer i vores gader, eller når massebøn udenfor skal afbrydes. En af brandvæsnets aflagte strålekanoner kunne måske være en prisbillig mulighed for SIAD ? Der er sikkert også landmænd der hellere end gerne, kvit og frit, låner deres gyllespredere ud til formålet. I forhold til de mest fjendtlige moskeer, så kan de tætnes udefra, og så fyldes op.

Islam er farlig, men det er vores egen sovepude også

Når man kigger sig omkring, så er det forbløffende at se, hvad folk finder sig i. Det er ikke til at forstå, at de etniske svenskere ikke for længst er gået bananas. Danmark må ikke blive lige så ødelagt. København må ikke blive et nyt Malmö. Aktionsgrupperne må trække en streg i sandet, der ligger betydeligt før dette punkt er nået, for den folkelige opstandelse i Danmark udebliver måske ? Min oplevelse er generelt, at der hovedsageligt er to grupper af danskere. Den ene er korrekt, og direkte fjendtlig, mens den anden, der egentlig er enige med modstandsgrupper som SIAD, ja – de går i vid udstrækning rundt og lader som om, at alt er i sin skønneste orden.

Jeg er bange for, at det er en sovepude, at sige, at folket nok skal rejse sig. Jeg er bange for, at der er en reel risiko for, at islam langsomt for lov til at kvæle Danmark, dansk kultur og det danske folk. Danskerne strudser den, og myndighederne er ikke på vores side. De beskytter ikke os fra muslimerne og fjendtlig islam, men dem fra os.

Hvor går grænsen og hvad er planen hvis grænsen overskrides ?

Nu er det vist klargjort, at vores vrede er mere end rimelig. Mit tastatur har længe været rødglødende, og de modige folk der aktionerer råber så højt de kan. Men er det nok ? Er der behov for en detaljeret aktionsplan i flere trin ? Er der behov for en passiv gruppe på stand by – en såkaldt “sovende celle” ? Er der behov for, i mellemtiden, at indsamle data om de mest fjendtlige, så vi ved, hvor hvem er hvornår ?

Steffen Wernberg-Møller

SVAR FRA SIAD: Kære Steffen. Tak for dit gode debatindlæg. SIADs styrelse vil bringe vores svar til dig – og de mange andre, der tænker som du – her på vores netavis imorgen d. 4. februar.

7 comments

  1. Michael Unna

    Skrev en længere kommentar i går, men af en eller anden grund, ville eller kunne det ikke komme frem…???…

  2. Pingback: SIADs styrelses svar til vredt SIAD medlem | Stop Islamiseringen Af Danmark
  3. Sofus

    Ked af at sige det igen……..MEN, det er da de KLOGE der styrer landet. Det er dem der ” IKKE er rigtig kloge ” der vælger dem ind. De kom løbende fra syd for at få penge……..penge er alt det det drejer sig om, STOP med at give de kloge jeres penge, så stopper det automatisk.

  4. Anonym

    Hvorfor er det kun muslimer der brænder biler af uden at pressen omtaler er det fordi pressen er bange

    • Anonym

      SLADDER, BAGVASKELSE
      Sladder er tom og intetsigende snak om andre; grundløse rygter. Bagvaskelse er mundtlig eller skriftlig ærekrænkelse, som regel i en ond hensigt.

      Sladder er ikke altid ondsindet eller ubetinget skadelig. Det kan også være rosende omtale af nogen eller blot være ligegyldig, harmløs snak om andre, udsprunget af ren og skær medmenneskelig interesse. Men da sladder er tom snak, kan den let gøre skade eller skabe problemer. Bibelen fraråder tom snak idet den påpeger at tungen er vanskelig at tæmme, og at den „er gjort til en verden af uretfærdighed blandt vore lemmer, for den pletter hele legemet og sætter det livets hjul der blev til ved vor fødsel, i flammer“. Tungens magt til at ødelægge understreges yderligere af de efterfølgende ord: „Og [den] er selv sat i flammer af Gehenna.“ (Jak 3:6) Farerne ved løs, tom snak understreges mange gange. En sådan tale forbindes med tåbelighed og dårskab (Ord 15:2); den er en snare og kan betyde undergang for den der taler. (Ord 13:3; 18:7) „Med mange ord undgås ikke overtrædelse,“ siger ordsproget, som videre råder til at man handler med indsigt ved at tøjle sine læber. (Ord 10:19) Ordsproget: „Den der vogter sin mund og sin tunge, vogter sin sjæl mod kvaler,“ er en advarsel mod tankeløs eller tom snak. — Ord 21:23.

      „Af hjertets overflod taler munden,“ sagde Jesus Kristus. (Mt 12:34) Det man ynder at tale om, afslører altså hvad hjertet er optaget af. Bibelen tilskynder os til at vogte hjertet og til at tænke på og tale om det der er sandt, retfærdigt, rent, dydigt og rosværdigt, det der er af alvorlig betydning, er værd at holde af, og som der tales godt om. (Ord 4:23; Flp 4:8) Jesus sagde: „Det er det der kommer ud af munden der gør et menneske urent,“ hvorefter han nævnte „onde overvejelser“ og „falske vidnesbyrd“ blandt de ting der kommer ud af munden, men som i virkeligheden udspringer fra hjertet. — Mt 15:11, 19.

      Sladder kan føre til bagvaskelse og kan dermed udvikle sig til en katastrofe for bagvaskeren selv. Visdommen i Prædikeren 10:12-14 er indlysende: „Ord af vismands mund betyder yndest, men tåbens læber opsluger ham selv. De første ord af hans mund er tåbelighed, og de sidste af hans mund er farlig galskab. Og tåben bruger mange ord.“

      Sladder er snak om andres gøren og laden. Det der bringes til torvs, kan være grundløse rygter, endda usandheder, og selv om rygtesprederen ikke véd at rygterne er usande, udbreder han dem dog, hvorved han gør sig skyldig i at sprede løgn. Det kan være andres fejl og ufuldkommenheder han taler om, men selv om det han siger, er sandt, er det alligevel forkert at sige det og vidner om mangel på kærlighed. „Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, men den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner.“ — Ord 17:9.

      Apostelen Paulus gav indtrængende vejledning til tilsynsmanden Timoteus angående unge enker som ikke havde nogen husstand at sørge for, og som ikke var travlt optaget af at hjælpe andre. Han sagde: „Samtidig lærer de også at være ledige, idet de løber omkring i hjemmene; ja, ikke blot ledige, men også at løbe med snak og at blande sig i andres sager, idet de taler om ting de ikke burde.“ (1Ti 5:13) Det er en opførsel der betegnes som ’uordentlig’. Den samme apostel omtalte nogle i menigheden i Thessalonika som ’vandrede uordentligt iblandt dem, idet de slet ikke arbejdede, men blandede sig i hvad der ikke vedkom dem’. (2Ts 3:11) Apostelen Peter nævner „en der har travlt med andres sager“ sammen med mordere, tyve og forbrydere. — 1Pe 4:15.

      Hvis der på den anden side er forhold i en menighed der virker nedbrydende, er det ikke forkert — og det er heller ikke sladder eller bagvaskelse — at underrette tilsynsmændene, som har myndighed til og ansvar for at bringe sagen i orden. Det fremgår af den bibelske beretning om den kristne menighed i oldtidens Korinth. Her havde stridigheder og det at man viste mennesker en upassende ære, resulteret i sekteriske holdninger der ødelagde menighedens enhed. Nogle medlemmer af Kloes hus som var opmærksomme på dette og bekymrede sig om menighedens åndelige velfærd, fortalte apostelen Paulus om sagen. Han skrev straks et brev fra Efesus hvori han gav menigheden den nødvendige vejledning. — 1Kor 1:11.